Elektrolytiske kondensatorer har en meget større kapacitans end almindelige faste kondensatorer, så et passende område bør vælges til måling baseret på kapacitansen. Generelt kan kondensatorer mellem 1 og 47 μF måles ved hjælp af R×1k-området, mens kondensatorer større end 47 μF kan måles ved hjælp af R×100-området.
Forbind multimeterets røde sonde til den negative terminal og den sorte sonde til den positive terminal. Ved den første kontakt vil multimeternålen afbøje betydeligt til højre (for det samme modstandsområde, jo større kapacitans, jo større afbøjning), og derefter gradvist vende tilbage til venstre, indtil den stopper ved en bestemt position. Modstanden på dette tidspunkt er den fremadgående lækmodstand af elektrolytkondensatoren, som er lidt større end den omvendte lækagemodstand. Praktisk erfaring viser, at lækagemodstanden for en elektrolytisk kondensator generelt bør være flere hundrede kΩ eller højere; ellers vil den ikke fungere korrekt. Under test, hvis der ikke er nogen opladning i hverken frem- eller baglæns retning (dvs. nålen bevæger sig ikke), indikerer det, at kapacitansen er forsvundet, eller der er et internt åbent kredsløb. Hvis den målte modstand er meget lille eller nul, indikerer det, at kondensatoren har en stor lækstrøm eller er brudt sammen og ikke længere kan bruges.
For elektrolytiske kondensatorer med uklare positive og negative markeringer kan metoden beskrevet ovenfor til måling af lækagemodstand bruges til at bestemme deres polaritet. Først skal du måle lækagemodstanden vilkårligt og notere værdien. Vend derefter proberne og mål en anden modstandsværdi. Den højere modstandsværdi angiver den korrekte forbindelse; det vil sige, at den sorte sonde er forbundet til den positive terminal, og den røde sonde til den negative terminal.
Alternativt, ved at bruge et multimeter i modstandstilstand, kan kondensatoren oplades i både fremadgående og tilbagegående retning. Størrelsen af markørens sving til højre angiver kapacitansen af den elektrolytiske kondensator.
